Frokostfirma ramt af konkurs, men redningsplan er på vej
Det københavnske frokostselskab 506, der også har navnet Eco Food, er gået konkurs.
Ifølge Roskilde-advokaten Morten Bøgenskjold, der er udpeget som kurator, har virksomhedens ejere selv begæret konkursen. Morten Bøgenskjold oplyser til Food Supply, at der er en gæld på cirka 12,5 millioner kroner i konkursboet.
Advokaten fortæller også, at lukningen af 506 om alt går vel kun er midlertidig, idet ejerne håber at kunne rekonstruere virksomheden og fortsætte i et nyt regi.
- Efter hvad jeg har fået oplyst, skyldes konkursen ene og alene coronakrisen. Som leverandør af frokostordninger bliver man rigtig hårdt ramt, når kunderne sender deres medarbejdere hjem. Frokostordningen er nok dér, virksomheder hurtigt vælger at spare, påpeger Morten Bøgenskjold.
- Er du fortrøstningsfuld hvad angår mulighederne for at få rekonstrueret 506?
- Ja, der er jeg i dén grad. Ejerne har på forhånd gjort et godt stykke arbejde, og konkurssagen er anlagt med rekonstruktivt formål, konstaterer kuratoren.
Nødråb på Facebook
Eco Food/506 er ejet af Sven Møller, Søren Westh og Peter Dorn-Rasmussen, som etablerede virksomheden i efteråret 2017.
Sven Møller, der ejer hovedparten, har fungeret som direktør, og han lod allerede i januar på virksomhedens Facebook-side forstå, at situationen var særdeles alvorlig:
- Vi er stærkt udfordret af corona, den anden bølge har været mere omfattende for os end den første. Det er ingen hemmelighed, det er hårde tider - det er det bestemt også for os.
- Vi ved, der er kontorer, der har åbent, og vi ved, vores mad kan gøre jer der er på arbejde glade og mætte. Derfor - venner, bekendte, kunder og alle jer andre: Hjælp os med at få budskabet ud om vores frokostordning. Vi leverer i hele Storkøbenhavn til virksomheder fra 10 personer og op, hed det i nødråbet.
Sven Møller har tidligere oplyst, at han selv skød cirka tre millioner kroner ind i forbindelse med etableringen. Selskabet nåede inden konkursen op på at have cirka 30 medarbejdere, og ifølge kurator Morten Bøgenskjold er de fleste af dem tiltænkt en rolle i rekonstruktionen.
Food Supply forsøger at få en kommentar fra Sven Møller.